Lantmännen Unibake ansætter klimachef

Pressmeddelanden, 2009

PRESSEMEDDELELSE

Horsens, 2. november 2009



Lantmännen Unibake ansætter klimachef Den internationale bagerikoncern Lantmännen Unibake vil være markedsleder i bæredygtighed, og har en målsætning om at reducere sin klimapåvirkning med 20 % inden 2012. Som et led i bestræbelserne på at nå den målsætning, har koncernen ansat Gustaf Tynelius som klimachef.

Klima og bæredygtighed er allerede centrale elementer i Lantmännen Unibakes strategi og med ansættelsen af en klimachef sætter bagerikoncernen nu for alvor fokus på bæredygtighed inden for fire hovedområder: Ingredienser, energiforbrug, transport og emballage.

- Vi er meget bevidste om vores ansvar for at begrænse vores forretningsaktiviteters påvirkning på miljøet, og det er et ansvar, vi tager alvorligt. Derfor stræber vi efter at arbejde ud fra en bæredygtig tankegang inden for alle vores forretningsområder, og her får vores nye klimachef en vigtig rolle, siger administrerende direktør i Lantmännen Unibake Bent Pultz Larsen.

Klimachef Gustaf Tynelius bliver ansvarlig for at implementere Lantmännen Unibakes klimastrategi, som blandt andet omfatter klimadeklaration af produkter, optimering af energieffektiviteten i virksomhedens produktion og sikring af en miljømæssig ansvarlig transport og logistik.

- Evnen til at drive en bæredygtig forretning er en af morgendagens vigtigste konkurrenceparametre for internationale virksomheder. Vi har udviklet et 100- trinsprogram med henblik på at reducere koncernens carbon footprint, og med ansættelsen af Gustaf Tynelius som ny klimachef udvider vi vores kompetencer på klimaområdet og tager endnu et skridt i den rigtige retning, siger Bent Pultz Larsen.

Lantmännenkoncernen har herudover for nylig underskrevet FNs Global Compact, der er verdens største initiativ for virksomheders samfundsmæssige ansvar.

Gustaf Tynelius er uddannet civilingeniør inden for environmental engineering fra Lunds Universitet og agronom fra Sveriges Landbrugsuniversitet.

-- Yderligere information: Pressechef Jesper Skovlund, tlf. 23 68 51 48, jesper.skovlund@lantmannen.com







Om Lantmännen Unibake Lantmännen Unibake er en af Europas største bagerikoncerner med speciale inden for frosne og friskbagte bageriprodukter til food service og detailhandlen. Ud fra mottoet "Baking Pleasure" bager vi sammen med kunder verden over glæde ind i menneskers liv.
Alle produkter fra Lantmännen Unibake er friskbagte i anvendelsessituationen. Med et fuldt sortiment inden for brød, fastfood, wienerbrød og croissanter har vi en løsning til enhver situation og ethvert måltid. Vores mål er at gøre brød til en god forretning for vores kunder gennem høj kvalitet og intelligente løsninger – alt sammen baseret på en bæredygtig tankegang og uden at gå på kompromis med fødevaresikkerheden. Vores moderne industribagerier i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Polen, Belgien, Tyskland, Rusland, England og USA gør os til en af de største i branchen, og med en årlige omsætning på 6,4 mia. kr. er vi en af de stærkeste bagerikoncerner i Europa.
Lantmännen Unibake er i Danmark kendt for varemærkerne Hatting, Paaskebrød, Schulstad Bake Off og Schulstad. Vi har 4000 medarbejdere inden for produktion, salg, udvikling og support verden over, der er dybt engageret i at bringe traditionerne og potentialet i brød videre ind i fremtiden.
Lantmännen Unibake er ejet gennem Lantmännen-koncernen, som tager ansvar for fødevareproduktion fra jord til bord. Det betyder at vores virksomhed er dybt forankret i omsorg for naturen og respekt for dens ressourcer og råvarer. Læs mere på www.lantmannen-unibake.com